Filippinerne '07

Mandaue Comprehensive High School

2007-12-01T00:57:00.000-08:00

1.Dag på Mandaue blev vi modtaget med hornmusik og stor salut. Nej, ikke helt. Men tæt på. Vi blev modtaget af principal og en hel velkomstkomite. Vi bliver vist en i skolens eneste klasseværelse med aircondition. Computerrummet. Vi får udleveret et program. Hvor vi så kan se hvad der venter os denne dag. Præsentationer,taler rundvisning

Vores første dage Mandaue Comprehensive National High School var i høj grad præget af, at nogle af os havde fået øjenbetændelse, så det var ikke muligt for os at deltage i undervisningen, for det er alt for smittende til, at vi ville risikere at smitte nogle af vores elever. Desværre var det endnu en gang et problem med kommunikationen til praktikskolen, så vores praktiklærere var ikke klar over, hvorfor vi ikke kom til undervisningen de første 3 dage, for selvom de raske af os meldte på kontoret, at der var nogle, der var syge, så blev informationen ikke givet videre til vores personlige vejledere. Det er bare en del af charmen ved at være på Filippinerne, at man ikke altid ved hvor man skal gå hen med beskeder, for at vide at de kommer frem til de rigtige personer. Samtidig er det også noget af det, der kan være virkelig frustrerende, for man ved aldrig, hvem der er de rigtige mennesker at snakke med, hvis man skal give en besked eller skal have noget at vide.
Min første dag på skolen var med en række observationstimer i biologi, for lige at komme up-to-date med hvad de arbejder med i de 3 klasser, som jeg skal undervise i. Egentlig var jeg ret imponeret over lærernes undervisning, for det ligner faktisk ret meget en dansk tilgang til undervisning med en god balance mellem gruppe- og individuelt arbejde. Samtidigt med at lærerne i høj grad forsøger at involvere eleverne i undervisningen, så det ikke bare bliver tavleundervisning hele tiden, som vi har observeret på mange af de andre skoler. Det er også sådan, at lærerne forsøger at trække et kreativt element ind over undervisningen for at fange de elever, som måske ikke er så bogligt stærke. Desværre er det så ressourcesvag en skole, at det ikke er muligt at følge den kreative undervisningsform, for der er ikke midler til at gennemføre forsøg eller visuelle repræsentationer af emnet, så den eneste præsentationsform, der er mulig er fremlæggelse ved tavlen i en eller anden form, hvilket er ufatteligt ærgerligt for egentligt har lærerne nogle gode alternative ideer, som bare ikke kan føres helt ud i livet pga. ressourcemangel.
Klassesammensætningen på skolen er sådan, at de bedste elever placeres i klasser sammen, som kaldes pilotklasser, hvor der er mellem 30 – 40 elever i hver klasse, hvorimod der i de almindelige klasser kan være helt op til 70 elever i en klasse, så det er meget nemmere at undervise i pilotklasser både pga. niveauet men også pga. antallet af elever. Det er mere end en bare en adskillelse af klasser på baggrund af niveau, men der er også tale om en decideret fysisk adskillelse, for pilotklasserne havde lokaler på 1. sal, hvorimod de almindelige klasser havde nede på jorden, så de var vitterligt løftet over de andre elever.
Min praktiklærer forklarede også, at der i nogle af hendes klasser var beståelsesprocenten så lav som 20 %, så i løbet af skoleåret blev der færre og færre elever i klasserne, for hvis en elev ikke havde nogen chance for at bestå skoleåret, droppede de som regel ud af skole for at arbejde for så at starte på den samme årgang året efter. Det er en enorm forskel i fagligt niveau mellem de forskellige klasser, alt efter om det er en almindelig eller en pilotklasse.

Min undervisning på skolen var i 2 pilotklasser og i en 1 almindelig klasse, så jeg fik en smag af begge verdener, selvom der ikke var den store forskel i, hvor de var nået til i pensum, men der var en stor forskel i, hvad for en forståelse de havde af stoffet. Samtidigt med at der var en stor forskel i niveauet indenfor klassen i den almindelige klasse, hvorimod i pilotklassen var niveau mere ensartet, så det var lidt af anderledes at undervise i de to typer klasser. Plus det, at der var 65 elever i den almindelige klasse og henholdsvis 35 og 30 i pilotklasserne, så det var endnu en forskel.
Selve undervisningen i biologi var i mendelsk genetik, hvilket var enormt interessant at forsøge at forklare til eleverne, men det er også et emne, der kræver en forståelse af kønscelledeling, så det valgte jeg at gennemgå med dem inden vi tog fat på den mendelske genetik. Derefter kørte jeg et forløb på en uge med de 3 klasser, hvor de bl.a. skulle undersøge deres familie for at finde genetiske træk, som kunne være nedarvet fra gennem generationer fx: fri/løs øreflip, tungerulning og ”tungerør”. Samtidigt med at vi gennemgik Mendels forsøg med ærteplanter, hvor de også lavede både et-gen og to-gen udspaltning. Derudover forsøgte jeg også at introducere dem til den danske måde at skrive opgaver ved at give dem en af mine gamle opgaver fra gymnasiet, selvom niveauet i opgaven var lidt højere end det vi arbejdede på, så klarede de opgaven utroligt godt og kunne selv tilegne sig den viden, som opgaven krævede fx kønsbundet nedarvning og mitokondrie nedarvning. Det var jeg ret imponeret over, at de var i stand til at arbejde så selvstændigt, for det har ikke været tilfældet på de andre skoler, jeg har været på. Der har eleverne i høj grad været bundet til en grundbog, som de fulgte nærmest slavisk. Her har det været meget anderledes og eleverne har været meget mere omstillingsparate end jeg havde forventet.
Generelt vil jeg sige, at undervisningsniveauet i biologi ligger noget højere end i den danske folkeskole, men det er ikke sikkert at elvernes forståelse følger med niveauet i undervisningen. Det er i hvert fald ikke mit indtryk, at eleverne altid kan følge med i undervisningstempoet, men det er også et af de punkter hvor lærerne er enormt utilfredse, for de mener ligesom mig at pensum for high school hernede er alt for ambitiøst både taget ressourcer og elevernes forudsætninger taget betragtning. Det er ikke muligt at tage et pensum, som ligner det for folkeskolen og gymnasiet i Danmark og så forvente, at man kan gennemgå det hernede på 4 år, som tager 6 år i Danmark. Det er ikke rimeligt overfor hverken lærere eller elever, for det bliver alt for overfladisk en gennemgang og det er kun et begrænset antal af eleverne, der tilegner sig den fornødne forståelse af emnet. Det er det største diskussionsemne bland lærerne hernede, hvilket jeg sagtens kan forstå, for det må være enormt frustrerende konstant at være under sådan et tidspres for at nå igennem pensum.

2007-12-01T00:56:00.000-08:00

Mandag d. 15 oktober startede vi på Cabancalan National High School. Det var en stor folkeskole, så vi var meget spændte på, hvad der ventede os de kommende par dage. Vi blev glædelig modtaget og der var styr på tingene og et allerede planlagt skema. Frederikke, Peter og Gry skulle følge to klasser i matematik og to i idræt og Hanne, Jeppe og Casper to klasser i engelsk og idræt. Efter et lille velkomstmøde, hvor vi mødte lærerne, så vi et par teaterstykker som en 4-års high school klasse havde forberedt. Det kunne dog på ingen måde sammenlignes med det vi så på Mandaue City School of Arts, men det kunne jo heller ikke forventes.
Tirsdag mødte vi kl. 7:30 og overværede først deres daglige flagceremoni, hvor alle eleverne var stillet op på red og række i skolegården. De sang nationalsangen, en Mandaue-sang og bad naturligvis en bøn.
Der gik ca. 2000 elever på skolen og mellem 60-70 i hver klasse. De havde netop fået bygget en ny bygning, så der nu kun var en klasse, der skulle undervises i den lille skolegård, hvor også alt idrætsundervisningen foregik. Forholdene var tydeligvis meget dårligere end på de private skoler vi havde besøgt. Eleverne skulle deles om bøgerne og i mange af klasserne var der ikke stole til alle.
I de første to timer tirsdag observerede vi matematik, hvilket var en utrolig god oplevelse. Lærerinderne var begge de dygtigste vi hidtil har mødt og de fik undervisningen til at flyde med gruppekonkurrencer, hvor alle 70 elever var med. Der var endnu ikke fan i den nye bygning, så vi lånte et par af elevernes vifter. I de næste to timer underviste vi en 1.- og 3. års i idræt. Vi legede banke-bøf, kluddermor og katten efter musen med dem og det gik faktisk forholdsvis godt.
Onsdag underviste vi først to timer i matematik og derefter to timer i idræt, hvor vi introducerede en række forskellige stafetter. Der var dog ikke plads til os i skolegården, i den ene af timerne, så vi blev nødt til at improvisere noget undervisning i klasselokalet.
Det var rimelig kaotisk at undervise i idræt, ikke så meget fordi der var 70 elever at holde styr på, men mere pga. de 150 andre elementary børn der blandede sig.
Torsdag og fredag var der semestereksamener, så vi kunne ikke undervise.

Fredag tog Flemming os med i et kvindefængsel, hvor de indsatte kun skulle være under retsforløb. Vi havde forberedt tre sange, som vi spillede/sang for dem. Det gik rimeligt, specielt ”Leaving on a jet plain” var et hit, hvor alle sang med. Efterfølgende sang vi nogle religiøse fællessange og der blev vist et PowerPoint show. Som det sidste fik vi en rundvisning på stedet. Der boede 218 kvinder på 8 værelser. De sov to i hver seng og nogen på gulvet. 182 af kvindernes sager var endnu ikke undersøgt, 16 af dem var i et retsforløb og kun 20 af dem var dømt, men endnu ikke sendt videre. En af kvinderne havde boet der i 11 år pga. checkforfalskning.
Efter kvindefængslet kørte vi ud på et børnehjem. Det lå midt i et slumkvarter, hvor forældre selv kunne anbringe deres børn, hvis ikke de kunne brødføde det. Der var mange små udsultede stakler, der ikke var vant til en kærlig hånd. Man sad hurtigt omgivet at en flok børn, der var meget interesseret i én. Besøget var barskt, men vi havde også lyst til at blive, da der tydeligvis manglede personale.

Egentlig var det meningen at vi skulle ha været på Cabancalan i tre uger, men pga. semesterbreak og lokalvalg, blev det desværre lavet om, men vi fik i stedet en masse andre gode oplevelser.
Mandag, tirsdag og onsdag besøgte vi en specialskole, der kørte en amerikansk - meget kristen pædagogik. Undervisningen fungerede lidt ligesom Montessori skolen, vi tidligere besøgte, hvor eleverne selv vælger, hvad de vil arbejde med hvornår. Vi observerede lidt forskellige klasser, underviste i idræt på et stort nærliggende idrætsanlæg og fulgte undervisningen i deres specielklasse med mongolske- og autistiske børn.

Herefter var der en uges efterårsferie til rådighed, vi delte os op og rejste på forskellige måder op til Boracay hvor vi alle mødtes til strand, sol og afslapning i fire dage.. skønt.

Den 5. november var vi igen tilbage på Cabancalan og glædede os meget til den sidste uge på skolen. Men endnu engang var der problemer med planlægningen og vi blev ret skuffet, da vi mandag fik af vide, at eksaminerne, der skulle ha været afviklet forrige uge, var blevet rykket og nu skulle klares tirsdag og onsdag i stedet. Det betød dermed, at vores ophold yderligere blev forkortet. Der var desværre ikke så meget at gøre og vi måtte få det bedste ud af den korte uge med kun torsdag og fredag som undervisningsdage. Matematik gruppen foresatte med undervisning, der omhandlede matematik i hverdagen. Eleverne var meget optaget af opgaverne og lavede dem med stor interesse. De var dygtige, men det var tydeligt at se, at de var vant til en konkret matematik opgave og ikke at danne sig det overordnede billede af sammenhængene i matematik og hverdagen.
De sidste to dage på skolen var rigtig gode for os alle seks og vi var alle glade for den meget anderledes oplevelse af en folkeskole med svære undervisningsforhold og faciliteter. Samtidig kunne vi godt mærke, at det er svært at få et godt forhold til elever og lærere når tiden på skolen er så knap og opbrudt. Vi sluttede af med at blive inviteret på frokost i skolens ”hjemmekundskabslokale/ lærereværelse” og fik sagt farvel til de imødekommende og interesserede lærer vi havde haft.
Nu ser vi frem til et to ugers forløb på endnu en folkeskole, den største i byen.

Saa kom der gang i praktikken

2007-11-27T00:20:00.000-08:00

University of San Carlos - North Campus. Her var stedet vi skulle have de foerste 2 uger af vores praktik. Fra morgenen af skulle vi moede paa rektors kontor, hvor laerer, rektor og os skulle moedes. Vi fortalte om vores liniefag, og 2 og 2 blev vi tildelt laerere der passede til vores liniefag. Alle virkede meget opsatte paa vores ankomst, saa alt tegnede godt fra starten. Herfra gik det sammen med vores laerer til et klassevaerelse, hvor vi kunne starte med at observere. Dette bruger vi den foerste uge paa, inden vi efter weekenden selv skal proeve at undervise.

North Campus er en privat skole, saa eleverne er noget dygtigere end hvad vi ellers har set hernede. Vores laerer er samtidig den tilsynsfoerende engelsklaerer som bedoemmer de andre, saa fra start var der hoejt niveau i vores 3. high. Vi fortalte da ogsaa hurtigt laereren om vores knap saa staerke engelsk kundskaber, da vi ikke har haft engelsk siden 2.g, og altsaa ikke er "English major's". Vi observere klasser paa de knap 50 elever ugen ud, og fik ikke et alt for godt indtryk af vores laerer. Mest fordi de hernede frit driller og provokerer eleverne, selv naar de staar foran tavlen. Hvis en elev er kraftig bygget, kan de sagtens faa det at vide midt i deres fremlaeggelse. Noget vi som danskere maaske godt kan sidde og krumme lidt taer over. De andre danske praktikanter oplevede saagar at laereren talte saa meget ned til eleven, at denne begyndte at graede. Vores foerste rigtige chok som laerere i cebu.

Mandag d. 1 var det saa vores tur foran de diverse klasser. Vi havde forberedt lidt frem af i det digt klassen havde, andre skulle fortaelle om en historie, og de med matematik havde et forloeb klar. Nogle af os fik dog igen lidt af et chok. En oplevede at vejlederen faldt i soevn mens praktikanten underviste, og da eleverne ikke ville svare paa spoergsmaalene, var der ikke meget at goere. Andre oplevede at blive afbrudt konstant af vejlederen, som stillede de samme spoergsmaal eller blot for at goere grin med eleverne ved tavlen. Vi kom dog ud af det saa godt vi kunne, og var opsat paa at faa alt dette rettet. Hvis dette var tilfaeldet med vores undervisning hernede, tegnede det bestemt ikke godt.
Ugen ud gik med disse fag, nogle fik skiftet vejleder mens andre proevede at kaempe sig igennem. Selv godt forberedt var det ikke altid godt nok for laereren. Det selvom han ikke selv fulgte med, og flere gange sprang tilbage i hvad der var blevet forklaret, for saa selv at sige det samme igen. Ikke mindst frustrerende for praktikanten, men bestemt ogsaa for eleverne. Andre praktikanter havde et godt forloeb med helt andre vilkaar, hvor vejlederen gav feedback og derigennem guidede os til bedre undervisning.

3. uge skiftede vi saa liniefag. 4 praktikanter skulle nu staa for idraetsundervisning, hvilket de alle fire havde liniefag i. Andre skiftede til biologi, mens en sidste forblev paa engelsk. Idreat stod paa sanselege og chaosspil. Alt var straks bedre, og en rigtig spaendende oplevelse at skulle koordinere sin undervisning med 30-40 elever paa en halv basketbane. Noget vi godt kan vende os til, da de naeste skoler vi besoeger er kommunale skoler, med flere elever og mindre plads.

Med blandende oplevelser forlod vi North Campus. Nogle med gode oplevelser, andre med blandede. Man kan vel altid vaere uheldig, og naar man samtidig snakker sit andetsprog kan det jo ske man taler forbi hinanden. Med dette i rygsaekken gjorde vi os klar til naeste ophold, stedet var Cabancalan...

Paa tur med Flemming Hansen!

2007-11-12T06:04:00.000-08:00

D. 18/9 var foerste dag af 2 sammen med Flemming Hansen. Han er vores kontaktperson her i Cebu, og staar derudover for en del projekter. Det er nogle af disse projekter han har planlagt at tage os med rundt paa..

Saa da klokken slog 8, hoppede vi i Flemmings bil og han koerte os afsted. Foerste stop var en international skole her i Cebu. Et sted for de lidt rigere boern, boern af direktoerer, diplomater osv. Skolen var bestemt i samme liga som en Dansk skole, med svoemmehal, klatrevaeg og gode klasselokaler. Vi moedtes til slut med inspektoeren, en flink engelsk mand, som fortalte vidt og bredt om skolen. Han foreslog endda at vi kom tilbage naar vi engang er faerdige med vores uddannelse. Cebu's internationale skole er ikke saa anerkendt som fx. Manilla's, saa den bliver desvaerre brugt som springbraet for mange internationale laerere.

Og fra upperclass tog vi mod absolut lowerclass. Vi vendte naesen ud af byen, naermere betegnet en lille losseplads. Her har filippinerne oprettet et lille samfundt, som udelukkende lever af skrald. Med det forstaaet, at de venter til skraldebilen kommer, ripper alt af vaerdi den nu maatte smide af sig paa lossepladsen, og derfra fixer/vasker det og saelger det igen. Familier fungerer paa denne maade, med far der samler skrald, boern der tager vare om det, og mor der passer paa mindre boern. Husene er bygget ovenpaa mange lag skrald, hvor smaa stier udgoer hvor du maa faerdes. Jeg toer slet ikke taenke paa hvor sundhedsskadeligt det er her. Vi fik fortalt at der foer var gaaet ild i skraldet. En laege var blevet spurgt om det ikke var kraeftfremkaldende, hvortil han svarede at de hellere skulle taenke paa tuberculose. Aabenbart den vaerste af to onder. Alt dette taget i betragtning, saa havde familierne stadig raad til at smile til os naar vi gik forbi med vores alt for dyre kameraer...

Paa dag to med Flemming, hentede han os klokken 07:00. Vi skulle besoege et saakaldt feedingprogram oppe i bjergene, saa afsted det gik med bilen lastet med bl.a. 50 kg ris. Her hjalp vi alle med at lave mad i en masse store gryder, mad til ialt 1300 boern. Maden bestod af risgroed med groensager og kylling. En dejlig oplevelse, isaer de 1300 "thank you sir/mam" vil vi nok aldrig glemme. Hele landsbyen var samlet om dette projekt, og man kunne se at det var noget de gik op i, og noget de kunne have faellesskab omkring. Der er vel heller ikke noget mere givende end at give sultne boern mad?

Alt for nu, men der kommer snart mere. D. 26 begynder vi paa north campus, hvor vores foerste praktikophold skal forloebe.

Med venlig hilsen
Casper Pedersen

Nu ogsaa med undervisning i bagagen!

2007-11-12T05:44:00.000-08:00

Dagen skulle selvfoelgelig komme, hvor vi skulle undervise for foerste gang. D. 11/9 var vi blevet bedt om en praesentation af Danmark, med alt hvad vi syntes det skulle indebaere. Det fandt sted paa USC, og selvom vi tiltider hakkede godt i selv simple saetninger, var det utrolig spaendende at proeve at staa foran eleverne. De er utrolig hoeflige, og lytter med til alt hvad vi siger. Visse ting som SU og oekonomi har de dog lidt svaert ved at forstaa. Forstaeligt nok, naar vi hoerer hvad nogle af dem kommer fra.

fra d. 12/9 til d. 14/9 skal vi rundt paa lidt forskellige skoler, blot for at besoege dem og se hvad der goer dem specielle..

Den foerste skole vi fik besoegt var Montessori Elementari. En skole som bruger "Montessori" systemet til at undervise. Kort fortalt er det en meget fri undervisning, som ligger vaegt paa at boernene selv skal opdage, uden nogle rigtige faste rammer. Boernene bestemmer altsaa selv hvad der skal ske, til en hvis graense. Dette var hvad vi fik fortalt, men helt synligt var det ikke. Der var helt faste guidelines til hvad eleven kunne lave. Laereren bad stadig elever om at komme og laese for sig, osv. Desuden bed vi maerke i foersteklasses elever, legende med ild midt i klassevaerelset, samt snak omkring boerns svagheder/handicap lige foran barnet. Ting som sikkert ikke bliver set i danmark saa ofte.

Den naeste skole var Zapatera, som er en skole for boern med specielle behov. Her var alt fra downs syndrom til doeve og blinde, samt en 45 aarig som ikke havde andre steder at gaa hen pga. hans psykiske handicap. Vi var alle positivt overrasket over laerenes professionalisme, og deres dertilhoerende maade at gribe tingene anderledes an paa. De har selvfoelgelig ikke de bedste omstaendigheder, men vi fik bestemt et indtryk af, at de gjorde hvad de kunne, med hvad de havde.

Den sidste skole i denne omgang var Mandaue school for the arts. En skole hvor boernene skal igennem en masse proever foer de faar lov at gaa der. IQ-test samt tests i 3 egenskaber, heriblandt dans, sang/musik og kunst. Skolen har ogsaa disse kundskaber som speciale, som bliver integreret i det meste af deres undervisning. Vi fik lov at observere i vores valgte liniefag, hvor jeg saa Engelsk. Her fik de emnet "Adjektiver" og skulle igennem deres "major" (sang, kunst, violin osv.) fremvise noget om adjektiver. De er super dygtige, og vi var vildt imponeret over deres egenskaber.
Om eftermiddagen fik vi lov at se eleverne danse og synge. Igen var vi virkelig imponeret over hvor gode de var. Tilgengaeld maatte vi dog love at danse og synge for dem paa dag 2. Det involverede en guitar, en mundharmonica og saa lidt lancier. De noed det helt sikkert mere end os.
Dag 2 paa Mandaue School For The Arts. Igen blev vi bedt om at fortaelle lidt om Danmark. Alle er ret videbegaerlige om Danmark, og det er rigtig rart. Vi proever at fortaelle saa godt om danmark vi nu kan, og de bliver lige imponeret hver gang over vores lille land. Vi blev saagar moedt af et forsigtigt: "Could you please adopt me"

Inden det kunne blive weekend, havde vi lige en enkelt dag paa USC. Det var dog opvarmning til et stoerre kemishow, som jeg istedet fortaeller om senere.

Det var alt for nu. Jeg skal nok snarest mulig faa smidt nogle billeder op af alt dette, men computerne hernede lystrer ikke altid.

Venlig hilsen
Casper Pedersen

En uges observation rigere.

2007-09-09T22:22:00.000-07:00

Hvor er der stor forskel..

Tirsdag d. 4 september skulle vi moede paa Talamban Campus. Her ventede Father Ted sammen med de laerere vi skal samarbejde med den kommende tid. Vi fortalte om vores forventninger, og de gjorde det samme. Flere af dem havde haft fornoejelsen at arbejde med danskere foer, og fortalte da ogsaa stolt herom. Vi fik styr paa de sidste detaljer, og hoert lidt om hvad vi kommer til at opleve. Vi fik en rundvisning i Cebu, samt fik besoegt et par af de skoler vi kommer ud paa. Boernene sad da ogsaa i vinduet naar vi gik forbi, og hilste os i kor med: "Good afternoon visitors"

De naeste par dage gik da ogsaa i klassevaerelserne, til nogle utrolige oplevelser. Eleverne vi moeder er rigtig hoeffelige, og saa snart de er kommet over det flove punkt, er de meget gode til at fortaelle. Der bliver fjantet en del i starten, men de formaar alligevel at komme over det, og spoerge os hvis der er noget. En kemi time gik da ogsaa op i snak og nationalsang til alles store fornoejelse. De fik en forsmag paa det danske skolesystem, og tirsdag skal vi fremlaegge systemet for nogle klasser.

Ud over kemitimen, har vi ogsaa besoegt "Arnis" som er en kampsport udbredt paa Filippinerne. Den udoeves med 2 traekaeppe, og det betyder "Haandens rustning". Det er bl.a. kendt fra stormesteren Lapu-Lapu som var hoevding for den stamme der draebte Magellan. Spaendende at se boernene blive undervist heri, og hvordan laereren styrer en stor bevaebnet klasse.

Fredag i denne uge fik vi ogsaa besoegt en Historie- og en engelsk-time. Historie times kunne genkendes fra gymnasietiden, hvor emner blev delt ud, boernene fik weekenden til at forberede sig, og skulle saa mandag fremlaegge deres eget emne for klassen. Engelsk-timen var en speech class, som skulle hjaelpe deres udtale. De sad i smaa baase, fik hoeretelefoner paa og svarede derigennem paa spoergsmaal. Til sidst fremlagde de to og to et telefon opkald.

Alt igennem en spaendende uge. Nu ser vi frem til selv at prove kraefter med undervisningen i naeste uge, hvor vi et par dage selv for lov at staa for det. Billeder fra undervisningen er paa vej, saa kig snart med igen.

Ankommet til Cebu

2007-08-27T01:14:00.000-07:00

Vi er endelig ankommet til cebu efter en 26 timers tur over Munchen og Doha. Flemming moedte os i lufthavnen, og koerte os til vores tilholdssted "Chillen & Grillen" de naeste 3 maaneder. Vi fik en hurtig rundvisning i nabolaget, fik haevet penge, og vist hen til det store indkoebscenter "SM" som ligger 5 minutters gang fra boligen.

Filippinerne er delt op i 4 grupper. A, B, C og D, som er et bogstav sat paa deres velfaerd. Vi bor i et omraade med B/C, og paa vej til SM fik vi da ogsaa lidt af et chok. Selvfoelgelig viste vi hvad vi gik ind til, men at opleve det paa egen haand er stadig noget helt andet. Boern legende paa gaden sammen med herreloese hunde, med kun et stykke bliktag som ly fra de til tider kraeftige regnskyld. Vigtigt at bemaerke er dog, at de fleste er glade boern som elsker at hilse og lege omkring os naar vi gaar forbi. Allerede nu kan vi se hvilken stor oplevelse det bliver at komme igang med undervisningen. En basketballkamp er da ogsaa under opsejling med de lokale, da der kun faa hundrede meter ligger en gammel hal, som flittigt bliver brugt af filippinerne.

Et andet chok er den pludselige status man faar i dette land. Man tiltales "sir/mam" og alle vil utroligt gerne give os en endnu bedre oplevelse. Et tegn paa filippinernes enorme venlighed, som vi sikkert vil nyde, samt proeve at goere os fortjent til den naeste tid. Vi befinder os i oejeblikket paa oen Pang Lao syd for Cebu, hvor vi nyder resterne af en velfortjent ferie. D. 4 September gaar det loes paa University of San Carlos, og bliver med garanti en udfordring.

Det var alt for nu, mere foelger naar vi igen er tilbage i Cebu

Venlig hilsen

Gry, Frederikke, Peter, Hanne, Jeppe Og Casper